Rytmisk Sammenspil

Hvis du går og drømmer om at være med i et band, spille noget fed musik og få nogen nye kammerater, skal du melde dig til Rytmisk sammenspil.

Hvis du er i tvivl om hvilket hold du skal melde dig til, skal du melde dig til "rytmisk sammenspil", så finder vi et hold til dig.

Musikskolen har bl.a. disse bands i genren:
Apollo, Hiv i Hegnet, Jazzholdet, The Next Generation, Osted Sammenspil, Percussion X-plosion, Q.E.B., Roly Polies, Sidewalk Sally, Sweates, Såbyholdet, The Fireflies, The Freaks, The Rolling Scones, m.fl.

Lærer: Thomas Borchersen, Hans-Jacob Christensen, Michael Krysfeldt, Jens Hein, Kristoffer Munck Mortensen, Rune Kielsgaard, Silas Tinglef, Line Sørensen

Hans-Jacob Christensen

 
Underviser i Guitar, El-bas, Guitarhold, Musikhold og Sammenspil.

Har læst Musikvidenskab på Københavns Universitet.
Undervist i Lejre Musikskole siden 2000, underviser desuden på L.O.F. i Slagelse og på Busses Skole i Gentofte.
Spillet i utallige sammenhænge og orkestre. P.t. i et partyband og som solo-guitarist til receptioner og lign.
Undervisningen tager udgangspunkt i den enkelte elevs alder, behov, ønsker og kunnen, med vægt på at udvikle elevens musikalitet og musikglæde. Vi vil komme omkring rytme/hørelære, tabulatur, nodelære, becifringer og improvisation, og bevæge os rundt i forskellige stilarter.

Jens Hein

 
Underviser i El-guitar, El-bas, Sammenspil og Musikhold

Har spillet i diverse konstellationer inden for rock, pop, jazz, country & folk genren. Spiller pt. bas i Mellemblond, The Raveonettes og The Sandmen. 
Jeg lægger vægt på at udvikle elevens musikalitet, såvel teoretisk som praktisk.
Undervisningen foregår med udgangspunkt i elevens egne musikalske og kreative preferencer.

Kristoffer Munck Mortensen

 
Underviser i Guitar, Musikhold og Sammenspil.

Er guitarist, sanger og sangskriver i det dansksprogede rockband Mellemblond, der indtil nu har udgivet to ep-er og et fuldlængdealbum. 
For begyndere er der fokus på, at det er de små skridt der tæller, når man skal lære et instrument. Vi går støt frem i langsomt tempo, så de grundlæggende færdigheder kommer helt på plads. Vi arbejder med akkorder, anslag, fingerspil, træning af det musikalske øre og ikke mindst spilleglæden. 
For den øvede elev er der fokus på improvisation, rytme, komposition og endnu en gang øret og spillelysten. Genremæssigt tager vi primært udgangspunkt i rock, blues, pop og country.

Line Sørensen

 
Underviser i Solosang, Musikhold, Rytmik og Rytmisk Værksted, Sammenspil og Kompagnon 

Jeg er uddannet sanger fra Det Fynske Musikonservatorium, og har mange års undervisningserfaring.
Jeg er sanger og sangerskriver i bandet Alex Canasta samt STÅL, der har udgivet 1 album og skal til at udgive 2. album.
Jeg tager i sangundervisningen udgangspunkt i elevens musikalitet, stemmen og kroppen som helhed, og i hvordan sangen og musikken bliver en naturlig del af eleven.
I musikalsk legestue handler det om det sanselige, rytmikken, kroppen og samværet i musikken på forskellige niveauer, og på rytmikholdene bevæger vi os henimod at synge og spille sammen på forskellige instrumenter. Jeg akkompagnerer på klaver og guitar.

Michael Krysfeldt

 
Underviser i Trommer, Trommehold, Musikhold og Sammenspil.

Uddannelse: AM uddannelse ved Rytmisk Musikkonservatorie. Fastansat på Lejre Musikskole siden 2001. Solo-elever på aftenskole og musikundervisning på folkeskoler.
Komponerer selv sange, har eget studie og forfatter blandt andet børnemusicals. Jeg finder det meget givtigt at undervise børn i musik, rytmer og slagtøj. God stik-kontrol, færdighed i nodeværdier og et godt groove er nogle af de ting, vi arbejder med i trommeundervisningen.

Rune Kielsgaard

 
Underviser i Trommer, Guitar, Sammenspil og Musikhold

Jeg har spillet trommer i ca 20 år og blev færdiguddannet fra Rytmisk Musikkonservatories musikerlinie i 2001.
Jeg bruger det meste af min tid med bandet I got you on tape, og spiller derudover med bl.a Teitur.
Min vision med undervisningen er at dyrke det musikalske, intuitive og ruste eleven til at kunne indgå i band-sammenhænge med andre.

Silas Tinglef

 
Underviser i Trommer, Guitar, Sammenspil, Guitarhold og Trommehold

Har spillet/spiller bl.a med: Kira and the Ghost Riders, Howl Baby Howl, Nikolaj Nørlund, Steffen Brandt, Chimes & Bells, Boat Man Love, Rumspringa, Sonic Death Monkey, The Gun, Marie Fisker, Nosebleed. Har en del studieerfaring og spiller ofte koncerter og tours i både ind- og udland.

I trommeundervisningen går det mere ud på at lave og spille musik, end det gør at øve og træne den tekniske kunnen. Der vil blive undervist i nodelære, stikteknik, koordination etc., men alt sammen med udgangspunkt i musikken og den enkelte elevs behov og musikalske forståelse. Jeg vil sammen med eleven finde frem til det i musikken, som sætter ild til deres indre trommeslagerglød. Kreativitet og musikalitet er nøgleordene. Det er derfor mere op til eleven hvad undervisningen skal indeholde, og mindre en slavisk gennemgang af en trommebog.

Thomas Borchersen

 
Underviser i Guitar, Bas, Sammenspil og Musikhold

Musikalsk uddannelse: Har taget 6 årig uddannelse på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, med el-guitar og klassisk guitar som hovedinstrumenter.
Undervisningserfaring: Har undervist på musikskoler siden 1993. Ansat ved Lejre Musikskole og Holbæk og Omegns Musikskole.
Jeg er fascineret af guitarens mange muligheder og min interesse i at spille/undervise på guitaren ligger derfor meget bredt. - Jeg mener, det er vigtigt at sørge for, at eleverne kommer "rundt om musikken" og ser nogle af de mange muligheder, guitaren har. I min undervisning bestræber jeg mig derfor først og fremmest på at bevidstgøre eleverne om musikkens grundbegreber og give dem en god teknisk baggrund, så de bliver i stand til at arbejde selvstændigt med musikken. - Målet for mig er, at mine elever finder noget at bruge musikken til i fritiden og ikke kun på musikskolen. Mange af mine elever har selv startet bands op og mødes i fritiden og spiller/ optræder ved familiefester o. lign.
Jeg har udgivet musikpædagogisk materiale til musikskoleorkestre bl.a. musicalen 'Jorden Rundt i 80 dage'.
- Optræder som solist i forskellige sammenhænge, f.eks. bryllupper, receptioner, kirkekoncerter og spiller desuden i en jazz-trio.