Vilkår 17 / 18

Vilkår for tilmelding, udmeldelse, afbud, sæsonlængde, ledige tider, leje af instrument og køb af instrument

Tilmelding

Tilmelding gælder for en hel sæson - august til juni. Hvis dit barn ønsker at fortsætte i næste sæson, skal I lave en gentilmelding. Dette gælder også hvis dit barn står på venteliste. Der lukkes for gentilmelding af nuværende elever d. 1. maj 2017.
Tilmeldingen er bindende for hele sæsonen, hvis du er tidligere elev i musikskolen, har du en prøveperiode på 1 måned.
Hvis du ikke tidligere har gået i musikskolen, har du en prøveperiode på 3 måneder. Musikalsk legestuehold har 2 prøvetimer.
Besked om optagelse, dag/tid, fag og lærer m.m. udsendes medio august 2017.
Ved tilmelding accepterer du disse vilkår samt musikskolens priser.

Udmeldelse

Skal ske skriftligt til musikskolen - gerne på mail til musikskolen@lejre.dk. Vi anbefaler, at du kontakter musiklæreren før udmeldelsen, så I kan drøfte årsager og evt. mulighed for fremtidige ændringer. Skriv gerne en kort begrundelse for udmeldelsen.
Hvis du er tidligere elev i musikskolen, har du en prøveperiode på 1 måned. Hvis du udmeldes inden prøveperiodens udløb, skal der betales for hele første rate. Ved udmeldelse efter 1 måned skal der betales for hele sæsonen.
Hvis du er ny elev på musikskolen, har du en prøveperiode på 3 måneder. Hvis du udmeldes inden prøveperiodens udløb, skal der betales for hele første rate. Udmeldes du efter prøveperioden, betales sæsonen ud.
Udmeldelse på grund af flytning eller andre særlige omstændigheder kan dog ske efter aftale med musikskolelederen

Afbud

Husk at melde afbud til din musiklærer eller kontoret, hvis du er forhindret.
Hvis du er hjemme fra skole på grund af sygdom, skal du naturligvis også melde afbud til undervisningen.
Timer, der forsømmes af eleven, erstattes ikke.
Tilbagebetaling af aflyste timer kan ske ved sæsonens afslutning, hvis der fra musikskolens side er blevet aflyst mere end to undervisningsgange.
Musikskolen benytter dit mobilnummer og evt. en e-mail adresse, til aflysning.

Sæsonlængde

Fra og med fredag d. 18. august 2017 til og med mandag d. 11. juni 2018.
Musikskolens sæson tager udgangspunkt i skoleåret i Lejre Kommune. Se ferieplan.
Musikalsk legestue har kortere forløb: 8-12 gange pr. hold.

Ledige tider

Hvis du står på venteliste til et fag, hvor der bliver en ledig tid i løbet af sæsonen, kan du være heldig at få tilbudt pladsen. Ledige pladser tilbydes via mail. Vilkår for tildeling af ledige tider: For at den ledige tid kommer en elev til gode hurtigst muligt, sender musikskolen en mail til ALLE elever, som står på ventelisten til det pågældende fag. Når musikskolen har modtaget elevernes tilbagemelding, tildeles undervisningstiden den elev, som har stået på ventelisten længst tid.

Leje af instrument

Skriv dit ønske om instrumentleje på tilmeldingen. Der kan ikke lejes klaver og blokfløjte.
Leje opkræves sammen med betaling for undervisning.
Du eller dine forældre skal selv sørge for, at instrumentet er forsikret.

Køb af instrument

Hvis du overvejer at købe dit eget instrument, så anbefaler vi, at du kontakter din musiklærer i det pågældende fag, for at du kan få den bedst mulige vejledning.